Det var en virkelig skarp aktion fra Vinicius, der i 44. minut afgjorde Brasiliens skæbne med en eneste afgørende scoring mod Paraguay i São Paulo. Med dette mål sikrede han Brasilien en billet til VM næste år, og det endda to runder før slutningen af de sydamerikanske kvalifikationer. Du kan faktisk se målet HER. I sin kun anden kamp som Brasiliens træner har Carlo Ancelotti allerede sikret sig sin første succes, efter en målløs affære mod Ecuador for blot fem dage siden.
Brasilien har med denne kvalifikation forbedret deres allerede imponerende rekord. Med deltagelse i VM 2026 står de tilbage som den eneste nation, der har kvalificeret sig til samtlige verdensmesterskaber siden den første turnering i 1930. Det har altså været hele 22 gange i træk, hvilket er utroligt flot. Efter dem kommer Tyskland med 18 direkte deltagelser i rap.
En unik rekord forbedret, men spillet halter gevaldigt
Selvom Brasilien har cementeret sin plads og rekord, har det været langt fra en gnidningsfri process. Trods et rigt arsenal af talentfulde spillere, har de haft svært ved at få sammensat en effektiv enhed i de lange og benhårde sydamerikanske kvalifikationer. Af de 16 spillede kampe har de kun vundet syv, og måtte se sig selv slået hele fem gange, samt modtage 16 mål imod sig. Argentina, som leder tabellen, har i øvrigt sikret sig ti point mere.
Alligevel er de tidligt sikret VM-deltagelse, hvilket de dog kan takke den udvidet skare af hold for, da turneringen nu rummer hele 48 lande. Dette betyder, at seks ud af ti sydamerikanske nationer kvalificerer sig direkte, mens den syvende får en ekstra chance gennem playoff-kampe.