
Her i Europa er vinduet for spillerovergangene så godt som lukket, men i Mellemøsten fortsætter transferkarusselen med fuld styrke. Chelsea har været særdeles aktive i dette sommervindue i et forsøg på at styrke truppen markant, så de kan nå målene for sæsonen.
Denne sommer har Chelsea fået navne som Alejandro Garnacho, Joao Pedro, Liam Delap og Jamie Gittens til Stamford Bridge. Selvom døren for indkøb nu er lukket for de engelske hold, har de stadig mulighed for at sælge spillere. Den britiske avis Mirror bringer nu opsigtsvækkende nyheder om Chelseas unge midtbanetalent, Andrey Santos.
Efter sigende skulle den saudiske klub Al Qadsiah være klar med et tilbud på hele 68 millioner euro for den brasilianske spiller. Santos tilbragte sidste sæson på udlån i franske Strasbourg, hvor han imponerede med 12 mål og fem assists. Herudover nåede han endda at trække den brasilianske landsholdstrøje over hovedet.
Trods sit kæmpestore potentiale har Santos ikke cementeret sig som fast mand på Chelseas holdkort – endnu. Moises Caicedo og Enzo Fernandez er for øjeblikket førstevalgene på midtbanen, hvilket kan gøre det fristende for Chelsea at acceptere det lukrative tilbud fra Mellemøsten.
Santos startede sin karriere i brasilianske Vasco da Gama, inden han skiftede til Chelsea. Først blev han i Vasco på lån, og senere skiftede han til Nottingham Forest, efterfulgt af en succesfuld låneperiode i Strasbourg. Her var han blandt de mest pålidelige og dominerende spillere, hvilket selvsagt har skabt masser af interesse rundt omkring.
Foto: Chelsea FC