Serie A-holdet Parma har gjort lidt af et scoop ved at ansætte den blot 29-årige spanier Carlos Cuesta som deres nye cheftræner. Han har netop indtaget den imponerende titel som den yngste cheftræner i en liga blandt de fem store i Europa. Cuesta har de sidste fem år ageret assistenttræner i Arsenal, men nu tager han over efter Cristian Chivu, som er taget til Inter. Cuesta har skrevet under på en toårig kontrakt med Parma.
Cuesta valgte i en tidlig alder at gå ledervejen, og hans rejse startede allerede i 2014 med ungdomsholdene i Atletico Madrid. Mellem 2018 og 2020 var han at finde som assistenttræner for ungdomsholdene i Juventus, indtil Mikel Arteta hentede ham med som en skarp del af sin stab i Arsenal.
Cuesta bliver den næstyngste cheftræner i Serie A’s historie. Tilbage i 1939 trådte Elio Loschi til som 29-årig, da han ledede Triestina som spillende træner. På dagen for sin første kamp som Parmas cheftræner, som i øvrigt er mod Juventus, vil Cuesta være 30 år og 26 dage gammel. Spændende er det også, at Parma lige nu har seks spillere, som faktisk er yngre end deres nye træner.