Marc-André ter Stegen kunne meget snart tørne ud for Girona i stedet for FC Barcelona!
En katalansk journalist, Alfredo Martinez, har i dag afsløret, at den tyske keeper er tæt på et klubskifte til Girona, der som bekendt ligger ikke langt fra Barcelona. Her vil Ter Stegen formodentlig kunne forvente mere spilletid end i sin nuværende klub.
Hansi Flick har nemlig direkte fortalt sin landsmand, at han vil være tredjevalg bag Joan García og Wojciech Szczęsny. Hvis Ter Stegen drømmer om at være førstevalg til VM i 2026, skal han hellere finde en ny klub.
Han kan dermed tage over for Dominik Livaković, der ellers kun lige har skrevet under med Girona denne sommer, men som allerede nu kunne se ud til at være på vej ud igen.
Faktisk flytter Ter Stegen jo ikke langt overhovedet, da Girona kun ligger omkring hundrede kilometer fra Barcelona. Så hvis alt går i orden, kan det nærmest være som at slå to fluer med ét smæk for Ter Stegen.
Alfredo Martinez påpeger, at der er et glimrende samarbejde mellem de to catalanske klubber. Vi har før set spillerudlån som Eric García til Girona, og Pablo Torre gik samme vej, imens Oriol Romeu har haft sin gang begge steder.
Til trods for at Ter Stegen er bundet til FC Barcelona frem til 2028, er det næppe hans intention helt at opsige kontrakten. Derimod regner man med, at et skifte til Girona blot vil være et seks måneder langt lejet ophold for at holde formen oppe frem mod verdensmesterskabet.