Den brasilianske kantspiller Antony er ikke længere ønsket i Manchester Uniteds trup, rapporterer Goal. Efter Erik ten Hags afgang og portugiseren Ruben Amorims ankomst er Antony ikke længere en del af planerne. Ten Hag og Antony havde et godt samarbejde i Ajax, hvor brasilianeren spillede pragtfuldt og var en afgørende spiller for Ten Hags spillestil.
Da hollænderen tog over i United, fik han Antony med sig og overtalte ledelsen til at betale hele 95 mio. euro for ham. Forventningerne blev dog ikke indfriet. Hans værdi er nu faldet drastisk på Transfermarkt, hvor den er nede på 20 mio. euro. I denne sæson har han kun scoret ét mål, og det i EFL Cuppen, samt spillet i kun fem kampe, for det meste som indskifter.
Klubben har givet besked om, at han kan forlade klubben til vinter. Hans kontrakt løber indtil 2027, men det er tydeligt, at United ikke vil fortsætte med at betale hans løn. Den São Paulo-fødte fodboldspiller var indtil for et år siden en del af Brasiliens landshold.
Ifølge Marca, der citerer ABC de Seville, står Antony over for “vinterens mest opsigtsvækkende transfer”. Real Betis, der i øjeblikket er på niendepladsen i La Liga, er interesseret i at hente ham. Den spanske klub har allerede taget kontakt til United for at drøfte betingelserne for en aftale.