Det er faktisk 30 år siden, at Jean-Marc Bosman trådte ind på scenen som en af de mest indflydelsesrige figurer i europæisk fodbold. Dommen i hans sag ændrede spilleres frihed og vilkår for evigt, og sikrede en helt ny dynamik i fodboldens transfermarked.
Det startede i 1990, da den unge belgiske midtbanespiller på 25 år tog kampen op mod RFC Liège. Han ville til Dunkerque i Frankrig, men klubben ville have en skilling på 12 millioner belgiske franc (omkring 470.000 euro i dag) for at lade ham gå. Det blev begyndelsen på en juridisk strid, der vendte op og ned på fodboldverdenen og dets orden.
I 1995 kom så EU-Domstolens afgørelse, der sprængte rammerne for, hvad der var muligt. Spillerne i EU fik ret til frit at skifte klub, når deres kontrakt udløb, og de blev ikke længere talt som udenlandske spillere. Det ændrede klubbernes muligheder for at sammensætte deres hold betydeligt.
Beslutningen fik også betydning uden for EU. Spillerne fra lande med associeringsaftaler med EU fik lignende frihed, og dermed fik vi en mere universal fodboldverden, hvor alle kunne være en del af det hele.
Men hvad med Bosman selv? Denne pioner i fodbolden har nu nået 61 år og lever af en minimal pension. Hans egen karriere blev et offer for den kamp, som også sikrede indtægtsmulighederne for fremtidige spillere i lange baner. Det er FIFPro, den internationale spillerforening, der sikrer ham hans nuværende pension, efter hans dage som professionel sluttede i CS Visé i slutningen af den noget oversete sæson 1996/97.
Der har været opfordringer til, at professionelle fodboldspillere i dag hjælper Bosman økonomisk. Kun få, heriblandt den spanske spiller Juan Mata, der har trukket trøjen over hovedet for Manchester United og Valencia, har lyttet til den bølge. Mata og et par andre har doneret penge til Bosmans sag, der frigjorde spillere fra en situation, hvor de blev holdt bundet af deres klubber, selv når kontrakterne var udløbet.
Advokat Juan de Dios Crespo, der er kendt inden for sportsret, beskrev Bosman som “en mand, der er yngre end mig, men som virker som min bedstefar. Ramt af omstændighederne”, da han mødte ham for omkring fem år siden. Det er som om, historien har glemt den mand, der tager mange professionelle spillere ud af deres klubbers gidseltagning.