Alireza Beiranvand: Fra hyrde og hjemløs til iransk helt ved VM

Måske har du allerede hørt om ham – Alireza Beiranvand, målvogteren som imponerede ved VM i 2026. I gruppespillet mod de stærke belgiere, hvor kampen endte 0-0, stod han som en uovervindelig mur for Iran. Med syv fantastiske redninger, inklusive nogle helt på linjen, sikrede han sit hold et uvurderligt point.

Specielt bemærkelsesværdigt var hans redning i det 59. minut, der blev anset for at være en sikker scoring. Denne manøvre rangerer allerede blandt turneringens bedste redninger. Beiranvand har virkelig stukket sig ud som en helteskikkelse for Iran i en turnering, der ellers er farvet af visumproblemer og Irans komplekse forhold til USA.

Født den 21. september 1992 i landsbyen Sarab-e Yas i den iranske provins Lorestan, voksede Beiranvand op i en kurdisk nomadefamilie. Som ældste søn tog han del i familiens hyrdeopgaver og det øvrige daglige arbejde. Når han ikke var optaget, spillede han bold, og han havde også et godt øje til spillet “Dal Paran”, hvor man kaster sten så langt som muligt – en evne der måske har givet ham styrken i hænderne.

Beiranvand begyndte sin fodboldkarriere som 12-årig, oprindeligt som angriber, men skæbnen ville, at en målmandskade skulle føre ham ind mellem stængerne. Her, ja, her var Beiranvands far alt andet end begejstret. Han mente ikke, fodbold var en vej til en stabil tilværelse.

Konflikten med faderen nåede sit klimaks, da Beiranvands sportsudrustning og handsker blev ødelagt. Beslutsom pakkede unge Alireza sine ting, lånte penge og tog til storbyen Teheran for at følge sine drømme indenfor fodbold.

Men fremtiden i hovedstaden var ikke nem. Uden penge eller et sted at bo var han ofte tvunget til at sove på gaderne, nogle gange foran fodboldklubbers indgange. Faktisk blev han engang forvekslet med en hjemløs, hvilket i det mindste gav ham penge til et måltid.

For at overleve udførte han alverdens jobs: i en tøjfabrik, som bilvasker, i en pizzeria for mad og logi og endda som gadefejer. Det vendte dog, da han blev opsnappet af en træner fra Naft Teherans ungdomsrækker.

Klubben tilbød ham indledningsvist husly i et bederum. Rejsen var stadig broget, men omsider brød han igennem usikkerheden og på ny var en skade tæt på at bremse hans drømme. Ikke desto mindre, da han blev genoptaget i Naft’s U-23 hold, fandt han stabilitet og kunne vinke farvel til gadelivet.