Hamilton kalder F1-regel »dum« efter forgæves angreb i Mexico

En lang langside er ikke nødvendigvis en invitation til overhaling. Det måtte Lewis Hamilton sande i slutfasen i Mexico, hvor han ikke kunne komme forbi Max Verstappen. Lando Norris havde samme problem bag Charles Leclerc. Hamilton betegnede virkningen af reglen om elektrisk effekt som »dum«.

Både Hamilton og Norris havde ellers adgang til 0,5 megajoule ekstra energi via bilernes overhalingstilstand og kunne samtidig udnytte slipstrømmen fra bilen foran. Alligevel blev fartforskellen ikke stor nok til et afgørende angreb. Forklaringen ligger i 2026-reglementets begrænsning af, hvor meget elektrisk effekt bilerne må levere ved høje hastigheder.

Der er ikke tale om en egentlig fartgrænse. I stedet bliver den tilladte elektriske effekt gradvist reduceret. Uden aktiveret overhalingstilstand begynder de maksimale 350 kilowatt at falde, når bilen passerer 290 km/t, og ved 345 km/t er det elektriske bidrag væk. Med overhalingstilstanden aktiveret er fuld effekt tilgængelig op til 337,5 km/t, hvorefter den falder til nul ved 355 km/t.

Hensigten er at give den angribende bil adgang til mere effekt i længere tid. Men Mexico skabte særlige betingelser. Stadionafsnittet sidst på omgangen gjorde det muligt at nå ud på start- og mållangsiden med rigeligt energi tilbage. Dermed ramte bilerne området med effektbegrænsning tidligt på langsiden frem for først kort før nedbremsningen til første sving.

For en bil i overhalingstilstand falder den tilladte elektriske effekt med 20 kilowatt for hver ekstra km/t i intervallet fra 337,5 til 355 km/t. Jo hurtigere den angribende bil kørte i dette område, desto mindre elektrisk hjælp måtte den altså få. Telemetrien fra næstsidste omgang viste, at fartforskellen mellem Hamilton og Verstappen stort set ikke ændrede sig fra omtrent halvvejs nede ad langsiden. Hamilton fik derfor ikke den nødvendige indhentning.

Mexico er i forvejen en vanskelig bane at overhale på. Den tynde luft i højden svækker slipstrømmens virkning og stiller særlige krav til aerodynamik og køling. Denne gang var det dog ikke kun banens velkendte udfordringer eller fraværet af den tidligere DRS-fordel, der spillede ind. Også effektbegrænsningen var med til at fastholde afstanden mellem bilerne.