Totti: Jeg gjorde en forskel for Italien i 2006

Forestil dig en sommerkamp i Tyskland, hvor Francesco Totti kæmper med en skadet ankel, alligevel spiller han sin rolle som vigtig brik, der bringer Italien til sejr i verdensmesterskabet i 2006. På hans 50-års fødselsdag reflekterede Totti over sit centrale bidrag og sine gloværdige spilleår, hvilket i stor grad har formet både hans egen og hans lands eftermæle.

I Rom er Totti nærmest guddommeliggjort på grund af sin urokkelige loyalitet over for klubben. Men han føler selv, at det først var verdensmesterskabet der gav ham anerkendelse på globalt plan. “Det forvandlede mig fra en lokal legende til et verdensnavn,” sagde han til Corriere dello Sport, mens han erindrede sig de afgørende øjeblikke fra turneringen i Tyskland.

Totti er ikke i tvivl om, at hans tilstedeværelse i Marcello Lippis trup var afgørende. Med et blink i øjet konstaterede han: “Havde jeg ikke spillet, havde Italien aldrig løftet trofæet.” Den selvtillid er ikke kun dristig snak; det bakkes op af klare resultater på banen.

“VM-sejren gav mig en betydning ud over Roms grænser. Havde jeg kun haft en enkelt Scudetto, to pokaler og to Super Cups, ville jeg kun være husket inden for storbyens grænser. At blive verdensmester—og det endda kun med 40 % af mine evner—betød alt,” fortalte han. Det er langt fra alle, der kan prale af at være verdensmester, trods alt.

Tottis påstand om, at han spillede under kun 40 % af sine evner, var mere faktuel end pral. Efter at have knust sin venstre ankel i februar 2006, krævede det en hastende operation, og en stædig kamp for at blive klar til turneringen. Trods mangel på finpudset kampform startede han i seks ud af syv kampe for det italienske hold.

I alt sluttede han turneringen med et mål og fire assists og sikrede sig titlen som den bedste assistmager i konkurrencen. “Fra 2001 til 2008 havde jeg det fantastisk,” erkendte han. “Det var næsten ubehageligt, hvor stærk jeg følte mig.”

Selvom Totti ubestridt havde talent, fik han ofte kritik for ikke at være den vokale leder i omklædningsrummet. På spørgsmålet om dette rygte afviste han det ikke. “For mig har det altid handlet om præstationen på banen,” forklarede han. “Det er let at snakke udenfor, men jeg foretrækker at spille fodbold og nyde det. Jeg har aldrig følt en knugende spænding inden kampene.”